Historien om Natdisk

Montmartres genåbning i 1976 bød på natlige jamsessions efter hovedkoncerterne, men de mange eftersessions tog sjældent fart, og allerede i starten af 1977 droppede man konceptet. Den varme sommer i '77 bragte dog et livligt publikum i weekenderne, og unge Niels Christensen, ny mand på Montmartre, foreslog at tage sin pladespiller og nogle særligt udvalgte LP'er med. Kay, ejeren, var straks med på idéen, og en juniaften blev starten på en ny æra: Efter koncerten satte Niels en plade på, og dansegulvet eksploderede. Kay talte aftenens baromsætning, og så var det afgjort – natdiskoteket skulle gentages hver weekend.

Dengang var natdiskotek et nyt fænomen, og ikke alle jazzelskere jublede. En del jazzfans så LP-afspilning som en skam for Montmartres rige tradition. Niels stod fast, Kay tjekkede omsætningen, og trods kritik fra jazzverdenen, begyndte Montmartres natdiskotek at tiltrække folk fra nær og fjern – især efter midnat, hvor festen gik fra intimt til vildt.

Festen havde sit helt eget liv: Der var kun én pladespiller, hvilket skabte en rå energi. Her var ingen fine DJ-overgange, men derimod en kort pause mellem hvert nummer, der fik hele gulvet til at eksplodere. I '79 blev scenen et officielt dansegulv – Niels satte monitorer og blåt lys op, så fulde gæster kunne feste på den uden at forstyrre musikerne.

Musikken var kompromisløs, funky og sjælfuld: Earth, Wind & Fire, Stevie Wonder, Ray Charles, og siden Prince, Aretha Franklin og Michael Jackson dominerede scenen. Mens 80'ernes hits blev mainstream, holdt Montmartre fast i deres egen lyd. Montmartres natdiskotek satte barren højt, og selv jazzpuristerne måtte overgive sig til den nye fest.